lørdag den 14. september 2013

Bygge-løsninger til forskellige typer af byggesæt

Det gamle Airfix-sæt er dømt til at fungere som forsøgsobjekt ved alternativ håndtering af decals.

Gori gulvlak Blank 90 virker fint til montering af decals
Hawker Fury-biplanet 1/48 fra Airfix anvendes til eksperimenter med Gori gulvlak Blank 90. Produktet er meget tyktflydende, men ifølge brugsanvisningen må det ikke fortyndes. Det virker imidlertid fint, selv om det ikke er nemt at fordele jævnt med en pensel. Det er dog ikke noget problem, idet Gori Blank 90 har en meget fin selvudjævnende virkning. De første minutter efter påføring skal man dog "være på vagt" for at opsamle afløb og ophobning med kanten af en stump køkkenrulle-papir.
Modellen, der blev valgt til eksperimentet, er ovennævnte ældgamle Airfix sæt, der har markante hævede panellinjer. Der er ikke udført bestræbelser for at nedslibe hævede detaljer, selv om de kan virke meget voldsomme. Biplan-konstruktionen bevirker, at øverste vinge kan bemales og monteres med decals uafhængigt af de øvrige dele af byggesættet.
Øverste og nederste vinge blev først spraydåse-bemalet med Presto Wheel Paint Silver, der kan købes i T Hansen-butikkerne. Det gik meget nemt at påføre silver-bemalingen i et jævnt og ensartet lag. Det er dog klogt lige at øve sig først for at bedømme den bedste afstand fra dyse til emne (ca. 30 cm). Ifølge spraydåsen hærder Wheel Paint Silver efter to timer (!). Derfor blev Gori Blank 90 påført allerede efter 2-3 timers tørretid.

Alternativ håndtering af decals
Decals-arket til det gamle sæt har stærkt gulnet - og tyk bærefilm. Det lange decals til øverste vinge kan nemt krølle sammen efter løsning i varmt vand. Det kan bedst undgås ved at anbringe decalet mellem to plastplader, mens det er nedsænket i varmt vand. Når pladerne forsigtigt adskilles, vil decalet vedhæfte den ene plade. 
Det giver gode muligheder for at holde styr på det våde decals, der ellers er besværligt at håndtere. Processen kan rimelig nemt styres, så decalets limflade vender ud af. Hensigten er at afvaske limrester med en blød pensel. 
Når vandet er opsuget med en stump køkken rulle, påføres Gori gulvlak Blank 90 med en pensel på decalets "bagside". Til slut kan decalet rimelig nemt trækkes direkte fra plastpladen til rette position på øverste vinge. Efter nogle minutter "tromles" decalet forsigtigt med en fugtig vatpind, så overskydende gulvlak presses ud - begynd altid fra midten med vatpinden. Efter 2-3 timers tørretid ser processen ud til at fungere udmærket bortset fra bærefilmens gulnede farve, der er mest udpræget på bogstav-decalet på undersiden af nederste vinge. Det gulnede ses dog kun fra bestemt synsvinkler.   
Gori Blank 90 Klar kan købes i helt almindelige butikker, der sælger maling.

De gamle decals har stærkt gulnet bærefilm. Bortset fra det er monteringen meget tilfredsstillende og helt uden tendens til silvering. Den gulnede bærefilm kan måske ændres til det bedre efter en matt finish.


Især er meget aflange decals vanskelige at håndtere. Derfor skal de anbringes mellem to plastplader for at undgå sammenkrølning i badet med varmt vand.

Lemme til hjulbrønde skal monteres på kobbertråde
Små limflader giver dårlig kontakt til krop og vinger.
Monteringen forstærkes ved boring af 0,4 mm huller gennem limfladerne.
Kobbertrådene fra en ledning sikres til slut med CA-lim.
Modellen kan håndteres uden risiko for at at hjullemme knækker af.
Hjulbrønd-lemmene kan nemt slutmonteres, når halehjul er på plads.

Vingemonsterede hjulbrønd-lemme er monteret sikkert og solidt på kobbertråde (to til hver) i forborede 0,4 mm (Ø) borehuller.
Åbne kølegæller blev uventet besværligt
Nu kan det ikke blive bedre i denne omgang. Jo det kan det godt, men nok kan være nok. Når diverse kanter er lappebemalet er det slut med denne del af festen.
Det lyder nemt nok at skære gællepladerne fri og genmontere dem i åben stilling. Det viste sig dog temmelig besværligt. 
For det første er det vigtigt, at de enkelte gælleplader monteres i samme rækkefølge, for at beholde de rette kropskurver. Men desværre gik der kludder i bestræbelserne. 
For det andet skal pålimning ske, så alle gælleplader har samme åbningsgrad. Det er meget iøjnefaldende, hvis gællerne ikke sidder helt på linje. 
Det fandt først en tilfredsstillende løsning ved at montere en "pølse" af modellér-voks, som gællepladerne kan hvile på, mens limen tørrer. 
Som lim anvendes Loctite Hybrid Glue (T Hansen Autodele). Almindelig trælim (hvidlim) er formentlig også anvendelig.
Endelig er det vigtigt, at hver enkelt gælleplade tilslibes på undersiden. Uden tilslibning ville de genmonterede gælleplader virke alt for tyke og grove. Sidst, men ikke mindst, er det nødvendigt at pålime en "støtteplade" af 0,13 mm plastplade for at sikre en tilstrækkelig stor anlægsflade for limen (se nedenfor).
Plastplade (0,13 mm) skal pålimes for at sikre tilstrækkelig anlægsflade for limen.

Det er vigtigt at holde styr på gællepladernes placering.


Fikstur til tæt pasning mellem krop og vinger
Bortset fra vingerne er intet limet i denne test-samling. Herefter skal findes en passende vægtbelastning (se nedenfor). 
Tæt og præcis kontakt mellem krop og vinger kan sikres med vægtbelastning, mens limen tørrer. Den her viste opstilling, der ikke er særlig elegant, kan formentlig forebygge spartling af kropvingesamlingen. Målet er, at det alene bliver en smule udklemt lim, der skal afslibes. 
Højtalermagneten, der anvendes som vægtbelastning, fastholdes af en klump Sticky Tack. 
For at modvirke et nedadrettet sidepres på kropshalvdelene kræver opstillingen, at kropshalvdelene nederst afstives med en stump indvendigt pålimet sprue. 
Limning skal eventuelt ske i to faser: Kropvinge samling som første step. Derefter kan limning af kroppens øverste limflader finde sted. 
Tilpasning er endnu ikke færdig. Der skal måske pålimes en plastplade på forreste del af nederste vingehalvdel, der er støbt i ét stykke.
For at opnå tæt og præcis pasning var det ikke nødvendigt at pålime plastplade på krop vinge-samlingerne øverst.
Sættet er en Hobby Craft 1/48 F8F-1B "French Indochina" Bearcat.

Nu kunne krop vinge-samlingen limes og tørres i den her viste fikstur. Der mangler dog endnu nogle ting, der skal tilpasses.
Problematisk kropvinge-samling klares med metaltråd



Det viste sig vanskeligt at etablere tæt kontakt mellem krop og vinger på denne 1/48 F4U-4B fra Hasegawa. I mangel af egnede limklemmer var det nødvendigt at finde frem til en måske tilfredsstillende løsning. Derfor blev boret fire (0,45 mm) huller i øverste vinger tæt på limfladerne. Her blev installeret kroge af blød metaltråd (to viste sig at være tilstrækkeligt). En krog på hver side blev forbundet med kobbertråde fra en elledning. Ved at sno kobbertråden skabes stramhed, der sikrer en tæt samling mellem kroppens og vingernes limflader mens limen tørrer.




Nu er limen godt tør, metaltråden er fjernet og krogene er klippet af, så man kun kan se 0,45 mm (Ø) borehullerne Krop-vinge samlingen er meget fin med tæthed overalt. Det har vist sig, at brug af putty er helt unødvendigt. Der er en smule udklemt lim, der nemt kunne fjernes med 400 vandslibepapir. Ved at pålime 400-papiret (med dobbeltklæbende gulvtæppetape) på en balsaklods med "skarpe" kanter kan man stort set undgå at fjerne de tilstødende hævede panellinjer. Det lykkedes dog ikke helt. De hævede panellinjer er også skadet andre steder, men det skulle være til at leve med. Kroppen er nu klar til bemaling.

Efter den afsluttende airbrush-bemaling med Model Master flat sea blue (FS 35 042) ser krop vinge-samlingerne ud som fejlfrie. Den ovenfor viste lim-fikstur metode virker faktisk fint.
Den afsluttende bemaling blev påført ret sjusket. Men Model Master-malingen (enamel) er meget taknemmelig. De på forhånd bemalede vinger blev forseglet med Pledge Future. Dermed opstår ikke problemer med de områder, der uundgåeligt har fået "overspray" eller dobbeltbemaling. Den hvide ring forrest er endnu ikke limet på. Motoren skal først installeres.
Af hensyn til fotografering fastholder to nipsenåle modellen på en skråtstillet papplade.
- - - -
Nu skal malingen tørre godt et par dage. Derefter skal påføres 2 eller 3 lag Pledge Future, så decals kan påføres. Den proces kræver 5-6 døgn for at sikre, at hvert lag tørres grundigt og hærder. I mellemtiden kan motoren og andre dele bemales og monteres.

Et omslag til "Alt for Damerne" sammenrulles som et kræmmerhus og tilklippes. Da motoren endnu ikke er installeret kan på den måde fremstilles et udmærket håndtag, når modellen bemales eller for eksempel påføres Pledge Future og henstilles til tørring. En værktøj til boremaskiner (borelære) har vist sig at være meget velegnet til "forankring". Borelæren har passende stor vægt.
Der er stor forskel på hvilken type "håndtag", der kan anvendes til de enkelte modeller. Det betaler sig at tænke på, hvilke muligheder der kan være. 

Martin Maryland 167 1/48 Sanger (ex-Contrail) vacuform 
Først udskæres og tilslibes alle hoveddele. Når kroppen er samlet, udskæres en åbning, så der bliver plads til den gennemgående ståltrådsforstærkning.

De to metaltråde er forankret i "kanaler", der er pålimet øverste vingehalvdel. Kanalerne, der består af 1 mm plastplade, skal pålimes før de to vingehalvdele samles, så vingerne efter tørring kan "kobles" sammen med de to metaltråde.

Den udsavede del af kroppen pålimes til slut før spartling og nedslibning. Som spartel skal anvendes Presto Glassfibersparkel, der ses påført som test øverst til venstre.   
V-form skal sikres og vinge-kropsamlingen skal forstærkes
Vacuform-sæt i 1/48 kræver ekstra foranstaltninger med hensyn til krop-vingesamlingen. På Martin Maryland 167 sker det ved at forankre vingerne med metaltråd, så begge vinger udgør en helhed.

 De to metaltråde, der forbinder begge vinger, forankres til kroppen ved hjælp af to balsaklodser, der CA-limes til kroppen øverst. Dermed etableres en solid forbindelse, der aflaster den svage eller umulige krop-vinge limflade. Til slut genmonteres den udsavede del at flykroppen. Presto Glassfibersparkel til bilkarosserier er en ganske velegnet putty, der nemt kan slibes ned og samtidig efterlader en passende hård overflade til fordel for den efterfølgende bemaling.

Bomber får realistiske styrefinner af 0,13 mm plastplade
Styrefinne nr. 2 er nu pålimet og tørrer i nedadvendt position så tyngdekraften fastholder den vinkelrette position.
Samtlige støbte styrefinner er urealistisk tykke.
Når limen er tør afsaves styrefinnerne.
Ved pålimning af første nye styrefinne (0,25 mm plastplade) anvendes ophænget som guide.
Det er vigtigt at påføre tilstrækkeligt med lim.
Bomben vendes om så tyngdekraften fastholder den vinkelrette position mens limen tørrer.
De tre øvrige styrefinner pålimes på samme måde. 
Når limen er godt tør, tilklippes styrefinnerne med en spruecutter.
Bomben samles som normalt. Når limen er godt tør afsaves de for tykke støbte finner og bagkroppen slibes til. Det vanskelige følger nu, menlig at save (med ætssav) præcise riller gennem bagkroppen. Det lykkedes ikke helt, men skævheden er dog til at leve med.
MPM short run-sæt, Bf 109 V1 (1/72)


Til MPM short run-sættet Bf 109 V1 (1/72) blev "fundet" en Polly Scale RLM 63 (acryl), der passer til Bf 109-prototypens ensartede lys-grå bemaling. Sættet kom på byggebordet til nærmere inspektion. Desværre mangler spinner til propellen. Det er dog ret nemt at termoforme en til formålet. MPM har vedlagt ganske udmærket dokumentationsmateriale. Resin- og ætsdele til cockpit-indmad kan erstatte de ret grove plaststøbte dele.


Bf 109 V-1 er nu påbegyndt. Resin-delene til cockpittet ser ret så fine ud og befinder sig i bemalingsfasen. Ætsdele, der ikke anvendes, kan bruges ved bygning af andre Bf 109 modeller.


Hjul-lemmen kan nu limes på (med hvidlim) efter bemaling af plastpladen (0,10 mm).

Kobbertråd giver sikker montage
MPM short-run sættet til Bf 109 V1 er uden limflader (-punkter) til understel og hjullem.
Det er urealistisk at lime lemmen til hjulbrønden direkte på understellet.
Kobbertråd fra en ledning snos omkring understellet to steder.
Kobbertråden (den snoede del) afklippes og sikres med tynd CA-lim.
Med en slibesten i Proxxon-værktøjet slibes enderne flade.
Et passende stykke plastplade (se ovenfor) limes til "kobbertråd-stumperne" med epoxy.
Lemmen til hjulbrønden kan nu limes på.


- - - -
Fw 190 - fiksering af understel med bøjle af ståltråd



Modellen anbringes med bugen opad på en træplade (krydsfinér).
Klumper af modellérvoks understøtter og fastholder modellen.
Et stykke ståltråd bøjes og monteres med en klump modellérvoks ca. på midten.
Benet fra understellet monteres mellem bøjlen og rette position på modellen.
Nu kan limen (CA-lim) påføres ved at løfte ståltrådsbøjlen.
Ståltrådsbøjlen fastholder understel-benet i de ønskede vinkler, mens limen tørrer.
Underlaget skal være træ for at forhindre, at ståltrådsbøjlen skrider ud.
- - - -
I øjeblikket (september 2013) bygger jeg på 5 stk. Fw 190 1/72 (Academy, Hasegawa og Revell). Modellerne er ret enkle og nemme. Det viste sig dog ret vanskeligt at fiksere understellet i de rette vinkler, som det fremgår af tegningen nedenfor (fra billedGoogle). Derfor blev det nødvendigt at udtænke den ståltråds-/modellérvoks fikstur, der vises ovenfor.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar