lørdag den 13. juli 2013

P - Byggeerfaringer formuleres som HB-sætninger

Storytelling sker med korte enkeltsætninger. 
HB-sætninger betyder hovedbudskab. 
Hver sætning skal være komplet med ét udsagns- og ét grundled. 
Flere af sådanne enkeltsætninger beskriver emnet. 
Efterfølgende kan skrives en sammenhængende tekst.

---------------------------------------------------------
2013-09-27
Instrumentpanelet monteres - efter limning af kropshalvdele
Kropshalvdelene limes som normalt - men uden instrumentpanel.
En 0,4 mm bred rille udsaves over instrumentpanelet.
Her installeres en 0,25 mm plastplade, hvor instrumentpanelet senere pålimes.
Instrumentpanelet bemales som normalt.
Et "håndtag" i form af en metaltråd limes til bagsiden af instrumentpanelet.
Instrumentpanelet kan nu limes præcist og sikkert på plads.
---------------------------------------------------------
2013-08-29
Analyse og planlægning betaler sig altid
Mekanikeren, tandlægen, smeden og andre gør det. For de fleste sker det som en selvfølge - helt ubevidst..: Før en opgave påbegyndes, fremskaffes værktøj, reservedele og andet af nødvendighed for gennemførelse af opgaven. 
Når smeden er i gang med at sko hesten, går det selvfølgelig ikke at afbryde arbejdet for at hente et eller andet inde på værkstedet. Tilsvarende sker, når mekanikeren for eksempel skal skifte kobling på bil. Før operationen går i gang gennemtænkes proceduren et øjeblik og alt lægges til rette bedst muligt. Når opgaven er afsluttet, "pakker" den dygtige håndværker sammen og lægger alt på rette pladser..
Hvad gør så modelbyggeren..? Man følger selvfølgelig den dygtige håndværkers gode eksempel. For nylig fandt jeg ud af - efter et øjebliks eftertanke - at jeg måske kunne bøje et stykke plast ved lokal opvarmning med loddekolben - i stedet for som sædvanligt at save, lime, slibe og file. Det viste sig at være en rigtig god idé... Igen - det betaler sig at bruge et øjeblik på at gennemtænke en opgave - før man går i gang.
Ved overtagelse af et påbegyndt Revell F-14A 1/32 har tilrettelæggelse i bred forstand vist sig at være en god begyndelse. Sættet var uden støberammer, så samtlige dele dermed er uden numre. Det var en ret uoverskuelig bunke småting. Proceduren blev derfor at grovsortere alle mindre dele i højre, venstre og centrale dele. Samtidig kunne kontrolleres, at alle dele er tilstede, så sættet altså er komplet. En grundig tilrettelæggelse giver også et godt kendskab til sættets komponenter, så man næsten kan proceduren udenad.

2013-08-26
En 1/72 Mirage F1 (Airfix) ligner en spurv i tranedans - her sammenlignet med de enorme kropshalvdele til F-14A 1/32 fra Revell.
2013-08-26
Revell F-14 1/32 kræver træning og indlæring
Første forsøg på tørsamling af de enorme kropshalvdele (nederste og øverste) blev en ret så fumlende og tidkrævende forestilling. I andet forsøg gik det straks bedre. Tredie forsøg blev næsten en succes. Efterhånden blev det også klart, hvor limklemmer og tape bedst skal placeres for at skabe tæthed mellem limfladerne.
Krop-vinge samlingen kan hurtigt adskilles. Testsamlingen viser, at kropsamlingerne bagest skal forstærkes med pålimede plastplade-stykker.
Første etape består i at montere (for eksempel) højre vinge og kropshalvdele og derefter sikre med tape-stumper. Dernæst er det nemt at montere venstre vinge, som også sikres med plast. De bageste to limflader samles til slut, når haleplanerne med forbindelsesstang er monteret. Vingerne, der allerede er limet, kan bemales separat, så modellen kan få foldbare vinger.
Der sker med andre ord en form for træning eller indlæring. Folk, der beskæftiger sig med restaurering af veteranbiler, har fortalt mig, at den øvede weekend-mekaniker kan udskifte motoren på en VW-boble på 13 minutter. Folk, der har fået en militær uddannelse, har også oplevet, at et gevær kan adskilles og samles på ganske kort tid. Det bekræfter vigtigheden af, at træning og indlæring også spiller en stor rolle ved modelbygning.
Først tørsamles øverste og nederste vingehalvdel præcist. Derefter placeres 2-3 tapestumper (Gaffatape), så tapen fungerer som "hængsel". På det tidspunkt kan limen påføres, så samlingen kan ske meget præcist.
Urealistiske krav til slutresultatet afbryder byggeprocessen
Ingen andre end modelbyggeren mener at sættet skal bygges helt perfekt.
Årsagen til afbrydelser er ofte diffus.
En målsætning om for eksempel perfekt detaljering er ofte urealistisk.
Ubetydelige fejl kan afbryde byggeprocessen.

Ambitionsniveauet kan ændres i løbet af byggeprocessen.
Modelbyggeren kan ændre en målsætning.
Nyttige erfaringer indhøstes altid uanset slutresultatet.
Eksempel: Bemaling af krop- og vingedele før limning fungerer bedst.

Positive og negative årsager forklarer halvfærdige modeller
Den perfekte skala-model eksisterer ikke.
Den flotte skala-model eksisterer.
Lystfiskere og fotointeresserede indkøber dyrt (og overflødigt) udstyr.
Modelbyggere indkøber komplekse og dyre (og overflødige) byggesæt.
De fleste modelbyggere har flere (mange) hengemte halvfærdige projekter.
Halvfærdige modeller kan skyldes ønsket om at indøve bestemte teknikker.
Halvfærdige projekter kan skyldes dårlig og mangefuld planlægning.
Fravær af realistisk målsætning kan forklare mange halvfærdige projekter.

"Opfindelser" modvirker byggetræthed
Tålmodighed er afgørende.
Nogle kan bygge i 5 år på samme projekt.
Andre mister tålmodigheden efter to måneder.
Byggetræthed rammer alle kategorier af modelbyggere.
"To-do lister" kan modvirke byggetræthed. 
Præcis etapeopdeling kan forebygge byggetræthed.
---------------------------------------------------------



Ingen kommentarer:

Send en kommentar